The Lighthouse Escape Room



I en skov lige uden for Ullared gemmer sig en oplevelse for både hjerne og hjerte. Lighthouse Escape Room byder på fantastisk fine escape rooms, hvor du og familien skal arbejde sammen om at løse gåder – helt uden hjælp fra telefonen.

The Lighthouse Escape Room ved Ullared

5 stjerner

The Lighthouse Escape Room ligger midt ude i skoven – godt gemt væk fra alfarvej og kun 10 minutters kørsel fra shopping-mekkaet Gekås Ullared. Her åbner der sig en helt anden verden, hvor du og familien i fællesskab skal bruge logik, snilde og samarbejde for at løse opgaver og undslippe inden tiden løber ud.

Vi prøvede selv rummet “Sømandens Hemmeligheder”, og det var en fantastisk oplevelse. Her træder du direkte ind i en eventyrfortælling om sømanden Gustaf, hvis hus gemmer på skatte og hemmeligheder fra hele verden. Undervejs skal I løse masser af hovedbrud, logiske opgaver og gåder, der kræver, at I tænker kreativt og hjælper hinanden – og det er overraskende sjovt.

Man har 60 minutter til at gennemføre rummet, og der er ingen skam i at bede om hints undervejs – I må faktisk få præcis lige så meget hjælp, som I har brug for. Alle telefoner og ure bliver låst væk i en boks, inden spillet går i gang, så det er bare jer, opgaverne og tiden, der tikker i baggrunden. Vi havde ikke den fjerneste anelse om, hvor lang tid vi havde brugt, før vi kom ud gennem den sidste dør og fik at vide, at vi klarede rummet på 52 minutter. Sejt!

The Lighthouse Escape Room_Puzzle hængelås BørnenesSverige

 

En oplevelse for hele familien

Hvis I aldrig har prøvet escape room før, er “Sømandens Hemmeligheder” et virkelig godt sted at starte. Opgaverne kræver ikke, at I taler eller forstår svensk, for alt foregår med symboler, tal og bogstaver – og det hele er så gennemtænkt, finurligt og flot lavet, at man undervejs glemmer alt om, at man faktisk er midt i en svensk skov.

Escape room-oplevelsen hos The Lighthouse Escape Room passer til børn fra cirka 10 år, men yngre børn kan sagtens bidrage, hvis de er nysgerrige og klar på at hjælpe til med at kigge efter spor og løsninger.

Ifølge The Lighthouse Escape Room er de grupper, der klarer sig bedst – og samtidig har det sjovest – ofte dem, hvor deltagerne er i forskellige aldre. Når man tænker forskelligt og ser opgaver fra flere vinkler, supplerer man nemlig hinanden på den helt rigtige måde. Selv om de som udgangspunkt anbefaler en alder på 10 år og opefter, har mange børn på 7-9 år også spillet med og bidraget meget positivt til gruppens løsninger. Det er dog op til den enkelte familie at vurdere, om deres børn er klar til et escape room.

Bag det hele står de passionerede ejere Lotta og Magnus, der selv har udviklet rummene og som byder på kaffe, the sodavand og småkager efter oplevelsen. Her kan I sætte jer i de hyggelige sofaer eller på terrassen og tale opgaverne igennem – og måske finde ud af, hvilke hints I overså.

The Lighthouse Escape Room Forfriskninger Børnenes Sverige

Perfekt kombi: Spil, shopping og overnatning

The Lighthouse Escape Room ligger 3-4 timers kørsel fra København og kan godt besøges som en dagstur fra Danmark, men vi anbefaler absolut en overnatning, så I også kan nå et besøg i Gekås Ullared – det enorme lavprisvarehus, hvor I kan købe alt mellem himmel og jord til gode priser.

Overnatning kan for eksempel ske på Getteröns Camping i Varberg, hvor I både får strand og familiehygge, eller I kan finde et hotel eller pensionat i Ullared.

Der er to rum hos The Lighthouse Escape Room: “Sømandens Hemmeligheder” for 2-5 personer og “Fyret”, som kan spilles af 2-8 personer. Uanset hvilket rum I vælger, kan I booke online, og prisen er 330 svenske kroner pr. person (minimum 3 personer). Er I kun to, betaler I for tre personer.

Alt foregår indendørs i deres hyggelige og gennemførte lokaler, og der er god, gratis parkering lige foran The Lighthouse Escape Room.

VORES BEDSTE TIP:
Sørg for at lytte til hinanden undervejs – alle idéer kan være brugbare. Del jer op og tag hver jeres opgaver, og husk at holde overblikket over de spor og genstande, I finder. Og vigtigst af alt: hav det sjovt!

HJEMMESIDE:
www.lighthouseescape.se

ADRESSE – GEKÅS ULLARED:
The Lighthouse Escape Room
Gällared 330
311 61 Ullared

ÅBNINGSTIDER – THE LIGHTHOUSE ESCAPE ROOM:
Se ledige tider og book direkte her: www.lighthouseescape.se/rum

KOORDINATER TIL BIL-GPS’EN:
N 57° 10.152″
E 012° 84.118″