Vasa-museet


Et næsten 400 år gammelt skib ved navn Vasa – og en af Sveriges allerstørste fiaskoer – danner centrum for Skandinaviens mest besøgte museum.

4 stjernerI starten af august 1628 satte det store, nybyggede krigsskib Vasa sejl og gjorde klar til at forlade Stockholms havn. Da skibet langsomt sejlede ud mod havnens indsejling, kom der et pludseligt vindstød, der lagde skibet ned på siden, mens vandet strømmede ind ad de åbne kanonporte. Vasa sank ned på havbunden og selv om forliset skete helt tæt på land, tog skibet mindst 30 mand af en besætning på 150 med sig. Vasas jomfrurejse havde varet i 20 minutter, og det enorme krigsskib nåede kun at tilbagelægge godt 1.300 meter. Der skulle gå 333 år, før Vasa igen så dagens lys.

Vasa skulle have været et af den svenske flådes flagskibe og blev bygget efter ordre fra Sveriges konge, Gustav II Adolf. Da det var færdigbygget, var det et af de mægtigste skibe, der nogensinde var bygget – og derfor var forliset på jomfrurejsen og så desto meget større en national fadæse. Selv om vraget i havnen i de første mange år var ganske synligt, gik det stille og roligt i den nationale glemmebog – og det var faktisk først i 1956 at den private udforsker Anders Franzén efter flere års eftersøgning genfandt Vasa, som var utroligt velbevaret på trods af de hundredvis af år i Stockholms travle havn.

I dag kan hele familien gå på opdagelse i Vasas historie på Vasa-museet, som er et af Skandinaviens mest besøgte museer. Her finder I både historien om skibets bygning og det kæmpe bjergningsprojekt – og midt i museet ligger Vasa-skibet, som er restaureret i sin oprindelige størrelse og udseende og bestående af mere end 95 % bjærgede originaldele. De helt små børn vil måske nok hurtigt miste interessen, da udstillingerne er meget bygget op om plancher og bjærgede eller rekonstruerede genstande, men de lidt større børn kan sagtens finde fascination i skæbnen
for det store skib, der i så mange hundrede år lå på bunden af havnen ganske tæt på museet.

VORES BEDSTE TIP:
Det største hit for vores familie var faktisk på nederste etage, hvor en række bjergede skeletter fra Vasa ligger udstillet i montrer sammen med de effekter, der er fundet sammen med dem – fx mønter, våben og lignende. Hvert skelet har fået et navn samt en beskrivelse af alder, livsforløb og funktion på skibet. Det hele er naturligvis mere eller mindre opdigtet, men skeletterne med navne, personlige genstande og historier gør lige pludselig forliset meget konkret for børnene.

HJEMMESIDE:
www.vasamuseet.se

ADRESSE:
Vasamuseet
Galärvarvsvägen 14
Stockholm

KOORDINATER TIL BIL-GPS’EN:
N 59° 19′ 41.7498″
E 18° 5′ 30.0942″

ÅBNINGSTIDER:
Vasa-museet har åbent alle ugens dage.
Se hjemmeside

PRIS:
Se hjemmeside

PARKERING:
Antallet af parkeringspladser på øen Djurgården, hvor Vasa-museet ligger, er særdeles begrænset – og med jævne mellemrum er trafikken til øen helt spærret. Kommer I i bil, er det letteste at parkere, før I når broen til Djurgården. Herfra kan I spadsere til Vasa-museet eller tage med sporvognslinje 7, som standser kort derfra (stoppestedet hedder Nordiska museet/Vasamuseet).

Print Friendly, PDF & Email