Kolmården


Skandinaviens største dyrepark – Kolmården – er et forrygende sted for hele familien. Både omgivelserne og oplevelserne er markant anderledes end i de danske zoologiske haver og her kan I komme tæt på alverdens vilde dyr og samtidig nyde den skønne, skønne natur.

5 stjernerDelfinshow, jungle, savanne, safariture, dybe skove, brusende vandfald – og 750 vilde dyr fra hele verden. Dyreparken Kolmården har det hele på ét og samme sted… og dertil kommer en fantastisk og betagende natur på den svenske østkyst. Parken ligger cirka 150 kilometer sydvest for Stockholm (og lidt over 500 kilometer fra København) og byder på mange vidt forskellige oplevelser: Prøv fx den mere end to kilometer lange svævebane, Safari, hvor I svæver lydløst lige hen over hovedet på blandt andet løver, bjørne, giraffer og ulve. Køen til Safari kan være lang i højsæsonen, men det er hele ventetiden værd, når I stille glider ud mellem trætoppene og bruger den næste halve time i luften med spotter alverdens dyr, som ikke lader sig mærke med rækken af gondoler, der i en glidende strøm bevæger sig gennem deres verden.

Ganske tæt på Safari-svævebanen findes hovedattraktionen i Kolmården: Marine World med det imponerende Delfinarium, hvor der afholdes indendørs delfinshows flere gange dagligt. Og det er ikke så underligt, at så godt som alle besøgende i Kolmården tager til mindst ét delfinshow, for det er en imponerende begivenhed med masser af fart, lys, musik, superdygtige trænere og dybt fascinerende og legesyge delfiner. Vores seksårige pige sad tryllebundet fra start til slut, og det er virkelig en oplevelse, hvis lige man ikke finder andre steder under de nordiske himmelstrøg. I Marine World findes i øvrigt også pingviner, sælshow, børneteater og de to hæsblæsende tivoliforlystelser, Delfinekspressen (minimumshøjde: 95 cm) og Sørøverskibet (minimumshøjde: 120 cm).

Specielt for de mindre børn byder Kolmården blandt andet på en kæmpestor legeplads, mini-landet Bamses Verden, en børne-zoo med klappedyr, Sveriges største rutsjebane og kamelridning (minimumshøjde: 100 cm). Alle børneaktiviteterne er gratis og selv om det selvfølgelig er de mange dyr, der er den primære grund til et besøg i Kolmården, så er det også dejligt bare at kunne lade børnene slå sig løs i de fine rammer.

Vores familie brugte to dage i Kolmården (og havde en dejlig overnatning på Kolmårdens Vildmarkshotellet), og det var bestemt ikke for meget. Parken er kæmpestor og de oplevelser, som vi har nævnt her, er blot nogle af de mange ting, som Skandinaviens største dyrepark byder på. I må bestemt heller ikke snyde jer selv for et besøg i Tiger World, hvor I kan komme tæt på flokken af smukke sibiriske tigere, eller for det fine rovfugleshow, hvor de store fugle flyver frit over publikum.

I det hele taget er de mange shows med til at gøre Kolmården til en særdeles publikumsvenlig park. Det ER bare meget, meget mere spændende at opleve storslåede delfinshows, rovfugleshows, kamelridning og den imponerende Safari-svævebane end bare at gå fra indhegning til indhegning og bur til bur som i en ”klassisk” zoologisk have.

Alle gangstierne i Kolmården er asfalterede, så det er ikke noget problem at have barne- eller klapvogn med. Af hensyn til parkens dyr er det dog ikke tilladt at have hund med. I kan sagtens have mad med hjemmefra, og der er også masser af muligheder for at købe mad, drikke og is i parken.

VORES BEDSTE TIP:
Kolmården er en stor dyrepark – så læg en plan for jeres dag, inden I kaster jer ud i oplevelserne, for ellers kan I komme til at gå meget langt rundt. Det er en rigtig god ide at komme til delfinshowet i god tid, for køen bliver hurtig lang og selv om der er plads til rigtig mange tilskuere i delfinariet, kan I godt risikere at gå forgæves, hvis I kommer i sidste øjeblik i højsæsonen.

HJEMMESIDE:
www.kolmarden.com

ADRESSE:
Kolmårdens Djurpark
618 92 Kolmården

KOORDINATER TIL BIL-GPS’EN:
N 58° 39′ 54.26″
E 16° 27′ 59.77″

ÅBNINGSTIDER:
Se hjemmeside

PRIS:
Børn under 3 år har gratis adgang.
Se hjemmeside for øvrige priser

PARKERING:
Kæmpe parkeringsplads i forbindelse med parken. Parkering koster 50 SEK/dag.

Print Friendly, PDF & Email