Junibacken


På ”Junibacken” i Stockholm kan I opleve Astrid Lindgrens magiske verden – mød Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, børnene fra Bulderby og mange, mange flere. Her findes i øvrigt også en særdeles velassorteret børneboghandel.

4 stjernerDe fleste danskere kender ”Astrid Lindgrens Verden” i Vimmerby – men Stockholm har I faktisk også en rigtig god mulighed for at møde alle de elskede figurer fra Astrid Lindgrens historier, og faktisk også stifte bekendtskab med figurer fra andre svenske børnebøger. Junibacken (opkaldt efter Astrid Lindgrens ”Madicken fra Junibakken”) er et dejligt legehus/museum på øen Djurgården i Stockholm. Den absolutte perle er ”Sagotåget” – et slags historietog – som tager hele familien på en rejse gennem højdepunkterne fra Astrid Lindgrens mest kendte bøger: Brødrene Løvehjerte, Emil fra Lønneberg, Karlsson på Taget, Pippi Langstrømpe og mange, mange flere. Det er en tur, hvor I bevæger jer fra det ene flotte landskab til det andet i et tempo, der er så tilpas roligt, at I kan nå at snakke om historierne undervejs.

På Junibacken spilles der løbende børneteaterforestillinger. Da vi var på besøg, var der gang i en sjov Peddersen og Findus-fortælling – og selv om skuespillerne selvfølgelig snakkede svensk, så blev vores seksårige pige hurtigt suget ind i historien.

Junibacken rummer også en stor (og indendørs) udgave af Pippi Langstrømpes Villa Villekulla, som ungerne til stor begejstring frit kan lege og gå på opdagelse i. Det er et stort hit. Der er i det hele taget masser af muligheder for at lege og hygge i et par gode timer på Junibacken, som løbende bygger legeuniverser op om kendte, svenske børnehistorier (fx var der ved vores besøg bygget et stort legeland op, baseret på Jan Lööfs børnebilledbøger).
Ved udgangen finder I Sveriges største børneboghandel. Udvalget er enormt, og der findes bøger på et hav af sprog – dog desværre ikke ret mange på dansk. Til gengæld er der gode muligheder for at købe et lille minde med hjem, for butikken har naturligvis også en stor samling legetøj og eventyr-merchandise.

Det er desværre ikke muligt at tage barnevogn med ind på Junibacken (men den kan låses fast uden for entrebygningen), og mad må heller ikke medbringes. Det er muligt at købe mad og drikke i stedets restaurant – og I kan selvfølgelig og spise den medbragte mad på en af plænerne uden for huset før eller efter jeres besøg.

VORES BEDSTE TIP:
Hvis ungerne ikke kender så meget til Astrid Lindgrens historier endnu, så læs endelig nogle af dem hjemmefra (det er i øvrigt ALTID en god idé – også hvis I ikke skal afsted til Sverige) eller se, om der ikke bliver vist Pippi, Emil eller Ronja Røverdatter på Ramasjang. Alternativt findes de fleste Astrid Lindgren-film og -serier på dvd i mange supermarkeder. Især i forbindelse med Sagåtåget er det sjovt at kunne genkende højdepunkterne fra de forskellige historier.

HJEMMESIDE:
www.junibacken.se

ADRESSE:
Junibacken
Galärvarvsvägen
Stockholm

KOORDINATER TIL BIL-GPS’EN:
N 59° 19′ 46.3224″
E 18° 5′ 22.7538″

ÅBNINGSTIDER:
Åben året rundt (dog mandagslukket uden for højsæsonen).
Se åbningstider her.

PRIS:
Se hjemmeside

PARKERING:
Antallet af parkeringspladser på øen Djurgården, hvor Junibacken ligger, er særdeles begrænset – og med jævne mellemrum er trafikken til øen helt spærret. Kommer I i bil, er det letteste at parkere, før I når broen til Djurgården. Herfra kan I spadsere til Junibacken eller tage med sporvognslinje 7, som standser tæt på (stoppestedet hedder Nordiska museet/Vasamuseet).

Print Friendly, PDF & Email