High Chaparral


Cowboys og indianere… i Småland? Jep, den er god nok. Western-byen High Chaparral er et helt forrygende sted for børn og barnlige sjæle. Et vaskeægte cowboyland i Sverige.

5 stjernerDer skal blot et minimum af fantasi til for at forestille sig, at I træder ind i Det Vilde Vesten, når I går gennem indgangen til western-byen High Chaparral: Cowboys til hest, prustende damplokomotiver, den enorme hjuldamper, en konstant hamren og banken fra smedjen, røgen fra indianernes bål, den dæmpede summen fra saloonen, de letlevende damer i fantastiske kjoler og ikke mindst de skruppelløse banditter, der lurer overalt, bringer straks tankerne hen på 1800-tallets Amerika.

I High Chaparral er I både tilskuere og deltagere. I parkens butikker sælges både cowboyhatte og ægte legetøjspistoler med tilhørende krudt, og fantasien får let frit spil i de flotte rammer. Især i Buffalo City, som er en komplet western-by i miniatureformat, udkæmper ungerne drabelige skuddueller fra hustagene eller i skjul bag vandtønderne på torvet. Det er alle mod alle, men vores piger var hurtigt med i en ”bande” med børn fra Sverige, Norge og Tyskland.

Nogle vil måske indvende, at cowboys og indianere mest lyder som noget for drenge – men det var bestemt ikke vores oplevelse. Vores datter på otte år var ikke til at drive med hjem fra parken ved lukketid og vi havde ellers haft en dag med fuld knald på fra start til slut: Børneshow med Lucky Luke og Dalton-brødrene, guldgravning, Zorro-show, togtur med overfald af skumle banditter, en tur med hjuldamperen, ponyridning, dueller med alle de andre børn, ponyridning og meget, meget mere. Kronen på værket – og det, som står klarest i erindringen for de fleste længe efter et besøg i High Chaparral, er de forrygende westernshows, hvor et hav af superdygtige skuespillere og stuntmænd opfører dramatiske forestillinger med modige cowboys og cowgirls, skumle banditter, galopperende heste, knaldende pistoler og drabelige eksplosioner. Det må I ikke gå glip af – men hav de mindste børn på skødet i starten, for der er virkelig knald på pistolskuddene. Det er gratis at se westernshows, sejle med hjuldamper og ride på pony, mens guldgravning koster 30 kroner og en tur med toget (med garanti for overfald…) koster 50 kroner. Togrejsen er dog gratis for børn under 100 cm.

Vejene i det herlige cowboyland i Sverige er belagt med asfalt eller grus, så det er nemt at have en barnevogn eller en klapvogn med rundt. Der er masser af muligheder for at købe mad og drikke i alle afskygninger i High Chaparral, og I kan også sagtens have jeres egen madkurv med hjemmefra. Så længe hunde holdes i snor, må de også gerne komme med (men igen: husk på, at der kan komme høje pistolknald).

Har I brug for overnatning i nærheden af High Chaparral, anbefaler vi et besøg på den hyggelige Flatenbadets Stugor & Camping, som ligger ved den fineste sandstrand blot en lille køretur væk.

 

VORES BEDSTE TIP:
Køb en pistol og rigeligt med krudt til ungerne – enten når I er kommet til High Chaparral (parken har et stort udvalg og sælgerne i ”våbenbutikkerne” er meget tålmodige og giver gerne gode råd) eller allerede hjemmefra. Køb så en kop kaffe og sæt jer godt til rette i krudtrøgen i Buffalo City, mens piger såvel som drenge udkæmper drabelige kampe mellem de små huse.

HJEMMESIDE:
www.highchaparral.se

ADRESSE:
High Chaparral
330 31 Kulltorp

KOORDINATER TIL BIL-GPS’EN:
N 57° 15′ 47.70″
E 13° 49′ 37.7″

ÅBNINGSTIDER:
Afhængigt af sæsonen (se hjemmeside)

PRIS:
Se hjemmeside – børn under 1 meter kommer gratis ind.
Aktiviteter i parken (fx togtur, ponyridning og guldvask) koster ekstra.

PARKERING:
Der findes en stor parkeringsplads lige uden for parken. Parkering koster 20 kroner i timen og 60 kroner for en hel dag

Print Friendly, PDF & Email