Tom Tits Experiment
Lidt uden for Stockholm finder I Tom Tits Experiment – en helt fantastisk perle af en attraktion. Her kan hele familien klikke, puste, trykke, samle og skubbe, boltre sig i gennem sjove, skæve og overraskende forsøg.
En hel dag fyldt med naturvidenskab. Lyder det som en lidt tør måde at bruge ferien på? Så har du aldrig været i Tom Tits Experiment – for her finder I en forrygende verden af eksperimenter, forsøg og oplevelser, som er så fascinerende og sjove, at tiden ganske enkelt flyver afsted. Tom Tits Experiment ligger centralt i byen Södertälje cirka 30 kilometer uden for Stockholm. Fordelt på fire etager i en gammel fabriksbygning samt en udendørs park kan I kaste jer direkte ud i hundredevis af eksperimenter og overraskende fænomener inden for vand, luft, lys, lyd, maskiner, menneskekroppen og meget, meget mere. Alle forsøg og eksperimenter er lige til at gå til, og hverken voksne eller børn behøver at have nogle forudsætninger for at kaste jer ud i det. Det handler bare om nysgerrighed og lysten til at lege løs. Stort set alt kan prøves af både store og små – og oplevelserne bliver helt klart størst, når hele familien eksperimenterer sammen.
Vi startede indendørs og havde det herligt med at blæse gigantiske sæbebobler, at klatre på den digitale klatrevæg (som både er en udfordring i sig selv, men som også er proppet med lyd, lys og overraskende spil), suse ned ad rutsjebanen tværs gennem alle museets fire etager, gå på opdagelse i spejllabyrinten, spille musik med fødderne, lade øjnene kæmpe mod hjernen i det store illusionsgalleri og i det hele taget boltre os i masser af sjove forsøg, hvor man må pille ved stort set alt. Tiden fløj så stærkt, at vi først ”opdagede” Tom Tits Experiments park, da vi kun havde en times tid tilbage – og det var desværre alt for lidt til at nå det hele, for parken er mindst lige så pakket med oplevelser som en gamle fabriksbygning: Få blæst i håret igennem med orkanstyrke i vindmaskinen, fyr vandraketten af, eksperimentér med hvirvelstrømme og snig dig ind midt i kæmpespringvandet uden at få så meget som en dråbe vand på dig. Det er bare nogle af mulighederne i parken, som er åben fra maj til september – og som med sine mange vandaktiviteter selvfølgelig er allersjovest, når solen skinner.
I kan sagtens have klapvogn med rundt. Der er fine muligheder for at spise medbragt mad (I kan faktisk sidde og spise lige ved siden af den elektroniske klatrevæg, hvor ungerne kan boltre sig), og I kan selvfølgelig også købe aldeles glimrende mad og drikke i enten Tom Tits restaurant og cafe.
Vores pige på seks morede sig kongeligt fra start til slut og vi kunne sagtens have leget i mange flere timer. Der er vist ikke så mange danskere, der har hørt om dette fantastiske sted, men hvis I synes bare en lillebitte smule om Experimentarium i København, så vil I ELSKE Tom Tits Experiment.
VORES BEDSTE TIP:
Sæt god tid af til jeres besøg – og husk endelig at komme ud i Tom Tit Experiments fantastiske park (vi havde desværre så travlt med at lege indenfor, at vi ikke havde tid nok til at gå på opdagelse, da vi endelig kom udenfor).
HJEMMESIDE:
www.tomtit.se
ADRESSE:
Tom Tits Experiment
Storgatan 33
Södertälje
KOORDINATER TIL BIL-GPS’EN:
N 52° 12′ 1.6158″
E 17° 37′ 23.8548″
ÅBNINGSTIDER:
Se hjemmeside
PRIS:
Se hjemmeside
PARKERING:
Der findes ikke en parkeringsplads direkte tilknyttet Tom Tits Experiment – men der er adskillige kommunale betalingsparkeringspladser lige i nærheden (I kan betale med betalings- og kreditkort). Der er typisk gratis parkering i weekenden – se skiltning på parkometrene.