I Kungsbygget Äventyrspark i Sverige, blot halvanden times kørsel fra Øresundsbron, er der actionfyldte oplevelser for hele familien. Sus ned ad bjerget i den sjove sommer-slædebane, svæv over trætoppene i en 740 meter lang zipline eller bliv skudt 25 meter op i luften i en elastik. Det er supersjovt – og der er garanti for masser af adrenalinsus!
Se video af Kungsbygget Äventyrsparks ziplines her:
Det er dog den lidt mere fredelige sommer-slædebane (kaldet “sommarrodel”), der er stedets helt store hit. Den er en fantastisk oplevelse for både børn og voksne, for I bestemmer selv tempoet med en bremsepind i slæden. Lidt større børn kan sagtens køre selv, mens mindre børn (op til 13 år) kan køre med en voksen, hvis de helst vil det. Børn under 8 år skal køre med en voksen og personer over 13 år skal køre alene. Efter at I er blevet trukket op ad bakken på klassisk “skilift-manér”, snor banen sig hele 935 meter ned ad Hallandsåsen gennem skov og krat – og når I først lærer teknikken med at læne sig lidt til siden i svingene, går det som en leg… og vores erfaring er, at I kommer til at køre hurtigere og hurtigere. Det er virkelig sjovt.
I bør være opmærksom på, at der stort set altid opstår køer ved slædebanen i højsæsonen – vi ventede i kø i næsten en time på at prøve den midt i juli. De andre aktiviteter trækker sjældent nogen kø af betydning.
Se video af Kungsbygget Äventyrsparks slædebane her:
Adgangen til parken er i øvrigt ganske gratis – I betaler ganske enkelt med Kungsbygget Äventyrsparks billetter for de aktiviteter, I prøver. Priserne ved vores besøg i 2019 var 60 SEK (1 billet) for en tur i kælkebanen og 180 (3 billetter) for en tur med zipline. Det kan måske lyde lidt dyrt, men det er absolut alle pengene værd. For 1 billet kan I også give den gas i en halv time på de velholdte cykler i stedets mountain bike-park eller prøve kræfter med at komme til tops i det 15 meter høje klatretårn. For 2 “Bungy Rocket”-billetter (til 70 SEK pr. stk i 2019) kan I få lov at prøve at blive spændt op i et elastiktårn og skudt 25 meter op i luften på under 2 sekunder. Vores ni-årige datter samlede mod sig og prøvede “Bungy Rocket” i slutningen af vores besøg – og hun taler stadig om oplevelsen. Der er for alvor fuld knald på.
Samtlige aktiviteter i parken er udendørs (og kører i al slags vejr), så tag regntøj/skiftetøj med, hvis vejrudsigten tyder på regn. I kan købe både mad, is og drikke i parken, men kan også sagtens tage mad med hjemmefra.
Det er ikke en park for de alleryngste – men hvis I har børn og unge, der elsker fart og vilde udfordringer, så er Kungsbygget Äventyrspark et helt sikkert hit.
VORES BEDSTE TIP:
For at undgå de lange køer ved kælkebanen skal I sørge for at komme enten lige ved åbningstid eller i de sidste timer, inden parken lukker.
HJEMMESIDE:
www.kungsbygget.com
ADRESSE:
Kungsbygget Äventyrspark
Kungsbygget 44
312 98 Våxtorp
KOORDINATER TIL BIL-GPS’EN:
N 56° 22′ 59.988″
E 13° 7′ 59.988″
ÅBNINGSTIDER:
Afhængig af sæsonen (se hjemmeside)
PRIS:
Prisen på billetter oplyses på hjemmesiden (se hjemmeside)
PARKERING:
Stor, gratis parkeringsplads lige ved Kungsbygget Äventyrspark.