Skansen i Stockholm


På øen Djurgården midt i travle Stockholm findes en oase – et frilandsmuseum med tidslommer af Sverige gennem tiderne, kombineret med en zoologisk have, hvor I både kan opleve tamme, vilde og eksotiske dyr. Og så byder Skansen i Stockholm på en af byens bedste udsigter.

4 stjernerNår rejsen går til Stockholm, kan dagene hurtigt forsvinde i storbyens travlhed og et virvar af oplevelser. Sveriges hovedstad byder på så mange indtryk, at en uges besøg sjældent er nok – men når I er i byen, så må I ikke snyde jer selv for en tur til Skansen, som virkelig er et dejligt åndehul. Skansen er et kombineret frilandsmuseum og zoologisk have på øen Djurgården i Stockholms havn. Stedet blev grundlagt helt tilbage i 1891 (stort set samtidig med den nærliggende forlystelsespark Gröna Lund) og på området er der cirka 150 huse og gårde fra hele Sverige. De fleste bygninger er fra 1700-, 1800- og 1900-tallet, mens de ældste er helt tilbage fra 1200-tallet.

Nogle vil måske kende Skansen fra svensk fjernsyns sommerprogrammer ”Allsång på Skansen”, og området tiltrækker også familier fra nær og fjern på midsommeraften, hvor svenskere i massevis fester og danser om majstangen. Men Skansen er åben for besøgende hele året rundt og byder på demonstrationer af gamle håndværk (vores pige på seks var især meget fascineret af glaspusterne) og svenskernes levevis i de forrige århundreder. På frilandsmuseet er der tamdyr, mens den nordlige del af Skansen er en egentlig zoologisk have med vilde dyr fra Skandinavien, som fx ulve, bjørne, elge, rensdyr, oddere og ugler. Selv om denne zoologiske have nok blegner lidt i sammenligning med Kolmården og Skånes Dyrepark, så er beliggenheden med kig ud over Stockholm uovertruffen.

På den sydlige del af Skansen finder I Skansen Akvariet, der – på trods af navnet – også er en gennemført zoologisk have med blandt andet lemurer, slanger, bavianer, krokodiller, vampyrflagermus og selvfølgelig også hajer, rokker og tropiske fisk. Skansen Akvariet giver børnene mulighed for at komme ret tæt på dyrene, og vores seksårige pige var meget begejstret for lemurburet, som man får lov at gå inden i, og så fik hun prøvet at røre ved både en fugleedderkop og en kvælerslange. Superspændende… og lidt farligt.
Skansen Akvariet er bestemt et besøg værd, men bemærk at der skal betales særskilt entre for at komme ind her, selv om I har betalt for adgang til Skansen. Børn under seks kommer gratis ind, og hvis I har købt Stockholmskortet er entreen også inkluderet.

I kan sagtens have mad med hjemmefra og der er fin mulighed for at spise det på Skansens bænke eller græsplæner og nyde kigget ud over Stockholm. Området byder også på et par fine spisesteder med mad til hele familien.

loading map - please wait...

Skansen 59.324424, 18.100980 Skansen

VORES BEDSTE TIP:
Skansen var en dejlig oplevelse for os, og det er imponerende, hvor mange forskellige oplevelser området byder på. Sæt endelig hele dagen af til et besøg for hele familien, så I har tiden til både at dvæle ved de steder, hvor fortidens håndværk bliver udøvet med stor grundighed, til at gå på oplevelse i husene, til at kigge på alle dyrene og bare nyde området.

HJEMMESIDE:
www.skansen.se

ADRESSE:
Skansen
Djurgårdsslätten 49
Stockholm

KOORDINATER TIL BIL-GPS’EN:
N 59° 19′ 27.9264″
E 18° 6′ 3.5274″

ÅBNINGSTIDER:
Åben året rundt. Se åbningstider her:
Skansens åbningstider

PRIS:
Se priser her
Gratis adgang med Stockholmskortet

PARKERING:
Antallet af parkeringspladser på øen Djurgården, hvor Skansen ligger, er særdeles begrænset – og med jævne mellemrum er trafikken til øen helt spærret. Kommer I i bil, er det letteste at parkere, før I når broen til Djurgården. Herfra kan I spadsere til Skansen eller tage med sporvognslinje 7, som standser lige ved døren (stoppestedet hedder Skansen).

Print Friendly