Tykarpsgrotten


Hvad har Ronja Røverdatter og en stor flok flagermus til fælles? Jo, det er såmænd den fascinerende “Tykarpsgrottan”, som I finder 12 meter under jorden et lille stykke uden for Hässleholm.

4 stjernerTykarpsgrotten er en gammel kalkmine, som har dannet rammen om filmatiseringen af både dele af Ronja Røverdatter-serien fra tv – og som vinter efter vinter lægger gange til store flokke af overvintrende flagermus. De små vintergæster er stort set alle sammen væk om sommeren, når grotten er åben for turister (der var et par enkelte syvsovere tilbage, da vi besøgte grotten i juni), og selv om Ronja Røverdatter og Birk for længst er løbet afsted igen, er det ikke svært at fornemme Borkafæstningens kælder, når man går rundt i grottens stemningsfulde gange med en lampe som eneste lyskilde.

Det kan være svært at forstå, når man går rundt i den mørke grotten med sin udleverede lampe – men Tykarpsgrotten er 100 procent menneskeskabt: Helt tilbage i 1700-tallet blev de lokale bønders karle og piger sendt ud for at bryde kalksten i den skånske undergrund. Med hammere, kiler og hakker brød de blok efter blok af kalk og helt frem til 1888 blev der hentet kalk op af undergrunden. Det er fascinerende at tænke på det kolossale, tunge og farlige arbejde som blev udført med håndkraft dengang, når man nu her flere århundreder efter går ned i den mystiske og flotte verden, som grottens 10.000 kvadratmeter store labyrint af gange og sale byder på.

I får – fornuftigt nok – ikke lov at gå på egen hånd, men det er nu også meget spændende at blive vist rundt af stedets guider, som meget gerne svarer på spørgsmål. En rundvisning tager cirka en halv time og der er desværre ikke mulighed for at blive vist rundt på dansk – så vær forberedt på lidt oversættelse til ungerne.

Ved du allerede nu, hvad du ønsker dig i julegave? Så husk at kravle gennem julenissens hule i Tyckarpsgrotten til sidst på turen og tænkt på lige præcis det, du gerne vil have – uden at sige det til nogen bagefter, naturligvis. Pladsen i julenissens hule er lidt trang, men tricket skulle efter sigende virke… og om ikke andet får børnene en sjov oplevelse som huleforskere.

VORES BEDSTE TIP:
Temperaturen i Tykarpsgrottan er otte grader året rundt – og det kan godt være lidt overraskende, når det ellers er en varm sommerdag i resten af Sverige. Tag varmt tøj med (evt. lidt regntøj ud over sommertøjet) og fornuftigt fodtøj.

HJEMMESIDE:
www.tykarpsgrottan.net

ADRESSE:
Tykarpsgrottan
Tykarp 7169
281 92 Hässleholm

KOORDINATER TIL BIL-GPS’EN:
N 56° 7′ 6.69″
E 13° 49′ 32.96″

ÅBNINGSTIDER:
Afhængigt af sæsonen (se hjemmeside)

PRIS:
Opdaterede priser på hjemmesiden (se hjemmeside)

PARKERING:
Stor, gratis parkeringsplads i forbindelse med grotten.

Print Friendly, PDF & Email